Når Ctrl+Alt+Delete rammer et ungt menneske
tirsdag den 30. marts 2027 kl. 17.00
Slutter: 30. marts 2027
Medborgerhuset Lunden
Silkeborg, Silkeborg
Når Ctrl+Alt+Delete rammer et ungt menneske
Et personligt foredrag med Sabrina Villarreal
Jeg var 31 år og havde travlt med livet.
Børn. Arbejde. Madpakker. Vasketøj. Aftaler. En mand, jeg skulle blive gammel med. Og den der evige forestilling om, at alt det vigtige kunne vente lidt endnu.
For vi har jo god tid. Ikke?
Den 30. marts 2025 fandt jeg ud af, at livet ikke arbejder med den slags garantier.
Jeg fik en blodprop i hjernestammen.
På et splitsekund blev mit liv delt i før og efter. Min krop havde tilsyneladende besluttet sig for at trykke Ctrl+Alt+Delete – uden at spørge mig først og helt uden den høflighed at tilbyde Ctrl+Z bagefter.
Når man overlever – og skal lære at leve igen
Foredraget handler om det, der sker, når man bliver ramt af stroke som ung. Om de usynlige senfølger, frygten, identiteten og den mærkelige opgave at skulle lære at stole på en krop igen, som én gang har ændret spillereglerne uden varsel.
Vi skal også tale om Stræk. Snak. Smil. – og om, at stroke ikke altid ser ud, som vi forestiller os. Det gjorde mit heller ikke.
Og selvom emnet er alvorligt, bliver aftenen ikke halvanden times sørgemarch for min hjernestamme. Der bliver plads til humor, selvironi og alle de absurde øjeblikke, der opstår, når man forsøger at finde fodfæste i et liv, man ikke selv har valgt at få ændret.
For i virkeligheden handler det om livet
Du behøver ikke selv at have haft et stroke for at kunne genkende noget i denne fortælling.
For måske kender du også følelsen af at udskyde livet lidt.
Jeg ringer i morgen.
Jeg gør det, når der bliver mere ro.
Jeg skal nok blive bedre til at nyde det.
Vi har jo masser af tid.
Det troede jeg også.
Indtil jeg lærte noget, jeg ville ønske, jeg havde forstået uden først at skulle have en blodprop i hjernestammen:
Livet forhandler ikke med os.
Det spørger ikke, om tidspunktet passer. Det venter ikke på, at børnene bliver større, kalenderen bliver tommere, eller vi får sagt alt det, vi troede, vi havde resten af livet til at sige.
Livet kan ændre sig på et splitsekund.
Og det splitsekund er ikke til forhandling.
Så måske handler foredraget om stroke.
Men måske handler det endnu mere om at opdage værdien af det liv, der allerede foregår, mens vi har travlt med at vente på det.
Madpakkerne. Rodet. Kærligheden. Menneskene.
Og en helt almindelig tirsdag, hvor der heldigvis ikke sker en skid.
For livet forhandler ikke med os.
Det sker.
Og mens det gør det, skal vi huske at leve det. ❤️
