Foredrag på Lejre Museum: Lejre uden for palisaden – nye resultater fra fortidens skjulte landskab
torsdag den 12. november 2026 kl. 18.00
Slutter: 12. november 2026
Lejre Museum | Kongerigets Vugge
Gammel Lejre, Gammel Lejre
Hvad gemmer der sig i jorden omkring de berømte kongehaller i Lejre? Og hvad kan moderne teknologi afsløre om fortiden – uden at arkæologerne behøver at grave?
I det seneste år har Nationalmuseet, Norsk institutt for kulturminneforskning og ROMU samarbejdet om projektet Kongesædet Lejre – uden for palisaden. Formålet er at undersøge områderne omkring den store palisade, der omgav Lejres haller, og få ny viden om det landskab, menneskerne levede og færdedes i omkring et af Danmarks vigtigste magtcentre i yngre jernalder og vikingetid.
Undersøgelserne er gennemført ved hjælp af avancerede geofysiske metoder – georadar og magnetometer. Georadar sender elektromagnetiske bølger ned i jorden og kan afsløre skjulte strukturer under overfladen, mens et magnetometer registrerer små variationer i jordens magnetisme, som kan afsløre spor efter blandt andet grøfter, stolpehuller og andre menneskeskabte anlæg. Sammen giver metoderne et unikt indblik i fortidens landskab – helt uden at sætte en spade i jorden.
Aftenens foredragsholder er arkæolog og forsker er Arne Abel Stamnes, som deltager i projektet og har mange års erfaring med arkæologiske geofysiske undersøgelser. Han vil fortælle om, hvordan teknologien bruges til at finde skjulte spor fra fortiden, præsentere spændende resultater fra flere danske lokaliteter – og måske også løfte sløret for nogle af de nyeste opdagelser fra de igangværende undersøgelser i Lejre.
Så kom med og hør om de nyeste opdagelser og undersøgelser og få et indblik i, hvordan moderne teknologi hjælper arkæologerne med at skrive nye kapitler i fortællingen om Lejre.
Tid, pris, sted
12. november 2026, kl. 19.00-21.00. Bemærk at dørene tidligst åbner kl. 18:30
90 kr. (+ billetgebyr). Foredraget er gratis for medlemmer af Lejre Museumsforening, men kræver tilmelding.
Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre
